Ord og billeder af Daan Remijnse

Når jeg kigger fremad, forsøger jeg at opfatte nogle former. Men udsynet er begrænset til vejens grå farve og græssets tågede grønne. Og nogle gange en gruppe får eller gæs, der nysgerrigt kigger op. Hvor er de stejle bjergtoppe i det land, hvor vandet kaskader ud i havet via snoede floder gennem grønne dale og vandfald langs klipper? Fuglenes paradis, hvor søpapegøjerne flyver adræt og legende rundt. Indtil videre må jeg nøjes med græssende får. Det eventyrlige billede af de fjerntliggende øer midt i Atlanterhavet bliver hurtigt justeret ved ankomsten. Et tykt lag tåge holder øgruppen i sit greb. Gennem tågepletter, mens udsigten udvides, ser jeg pludselig silhuetten af en bugt dukke op langs kysten ... det vækker min begejstring.
 

STARTEN

Det kræver en del søgen på kortet. Mellem Skotland, Island og Norge ligger 18 øer tæt på hinanden. Der bor omkring 50.000 mennesker på et område på 113 km gange 75 km. Skærgården med en kystlinje på 1.100 km er en del af Kongeriget Danmark med autonomt selvstyre og eget flag. Arkæologiske fund tyder på, at der fandtes irske munke, som ankom hertil i det 7. århundrede. Nybyggerne må have haft det svært. Landet er til stadighed plaget af depressioner og storme, som det nordatlantiske ocean er kendt for. Med en gennemsnitshøjde på 300 meter bliver granitklippen, der er overgroet med græs, til klipper og bugter. På grund af fraværet af træer er der stort set ingen naturlig beskyttelse mod den stærke vind. Vikingerne fulgte efter irerne. De byggede små huse med opskyllede vragrester og tang. Træhusene i forskellige farver med tørvetag er stadig synlige den dag i dag og giver landsbyerne et malerisk udseende.

FÆRGER OG TUNNELLER

På min cykeltur opdager jeg hurtigt, at cykling på tværs af øerne er en fysisk udfordring og ikke for sarte sjæle. Ikke kun den kraftige vind, men også de stejle veje og mørke tunneller gennem bjerge, der bliver til hårnålesving til landsbyer på kysten, kræver en betydelig indsats. Jeg holder mig i en højde på mellem 500 meter, og de dybe tunneller fører mig ned til omkring hundrede meter under havets overflade. Intet sted er det fladt, nogle gange er det meget stejlt, og vandet er altid tæt på. Og af og til en færge, der tager dig over på den anden side. Det gør det varieret og giver cykling en eventyrlig oplevelse. Der venter en overraskelse efter hvert sving og hver tunnel (hvis der ikke er tåge!).

DET BARSKE NORD

Efter et par dage tager jeg mod nord for at udforske øerne der. Undervejs kan man nyde det bølgende landskab, der er fyldt med grønne bjergkamme, der strækker sig over hele øen. Mod vest fører snoede sideveje gennem grønne dale til kystbyer, der er omgivet af høje klipper og kløfter i den vulkanske klippe. Det højeste bjerg på 880 meter, Slættaratindur, findes i den nordlige del af Eysturoy Island. Den, der tager en af de mange stier, kan stige op over de lavthængende skyer og være heldig at tage det perfekte (Insta)foto. Den vej, jeg tager, holder sig på bjergsiden og går gennem fiskerbyer, der er bygget på vandet, og ender i Klaksvik. Det er en blomstrende fiskerby, omgivet af bjerge og vand med ca. 4.000 indbyggere. Der er mange arbejdspladser, og livet er godt. Der er et fodboldstadion, et ølbryggeri, en del catering og en årlig musikfestival med internationale kunstnere.

KALSOY

Færgeturen fra havnen i Klaksvík til Kalsoy tager 30 minutter. Den smalle ø har et langsgående bjergmassiv, der rager 700 meter op i midten. Vejen går forbi og stiger støt op til en højde på et par hundrede meter med en fantastisk udsigt over Kunoy Island. Smalle mørke tunneler på op til 2 km forbinder de få familier, der stadig bor her. For ikke så længe siden var landsbyboerne tvunget til at vandre gennem bjergene for at komme på besøg. Disse umarkerede ruter bliver nu besøgt af turister og er ikke uden fare. Landsbyerne er steder, hvor myter bliver holdt i hævd. Således også historien om Kópakonan, "sælkvinden", der har kastet en forbandelse over landsbyen Mikladalur. En bronzestatue på klipperne refererer til denne historie og har siden 2014 inviteret besøgende til at kigge på den og er blevet et af øens vartegn.

VOKSENDE TURISME

Med omkring 120.000 besøgende om året (2019) er øerne stadig relativt stille sammenlignet med de omkringliggende lande. Til sammenligning: Mere end 2 millioner turister rejste til Island i 2018. Mange foretrækker Island og gør kun et kort stop i Torshavn under færgeoverfarten fra det europæiske fastland til Island. Et stigende kendskab til Færøerne og forbedrede flyforbindelser, der forkorter rejsetiden betydeligt, vil sandsynligvis føre til flere besøgende i de kommende år. Udfordringen for øboerne er at beskytte deres største aktiv (naturen) og at begrænse turismens negative virkninger. At tage cyklen og opleve øernes naturlige skønhed kan gøre en forskel. Og derfor vil Visit Faroe Islands slogan, som er Unspoiled, Unexplored, Unbelievable, forblive intakt.

READ OTHER GUEST ARTICLES