TÓRSHAVN MARATON

Skrevet af Charlotte Thomas og Emma Lax, Britiske fitnessbloggere. De blogger på LungesandLycra.co.uk.

Vi har deltaget i utallige maratoner, halvmaratoner og 10 kilometersløb i mange europæiske hovedstæder. Vi har løbet gennem de overfyldte gader i Berlin, krydset målstregen foran Buckingham Palace i London, navigeret gennem parkerne i Paris, passeret kanalerne i Amsterdam og løbet på gaderne i Edinburgh og København.

Vi vidste maratonløbet i Thorshavn ville være anderledes – og løbet i Europas mindste hovedstad med en befolkning på kun 12.700, havde ikke været på vores bucket liste indtil for nylig. Selvom vi ikke forventede et stort publikum, var det først da vi landede på en tåget juniaften, at vi indså, hvor anderledes Thorshavn Marathon ville blive.

Færøerne ligger i det nordlige Atlanterhav, omkring 62º00’N og 06º47’W, halvvejs mellem Skotland og Island. Det er muligvis det fjerneste og mindst befolkede sted, vi nogensinde har besøgt – der er langt flere får end mennesker på øerne. Øgruppen er også et af ​​de smukkeste steder vi har besøgt.

FØRSTEHÅNDSINDTRYK

Da vi forlod lufthavnen i vores lejebil, var vi lidt bekymrede. Emma kørte og det var et par år siden hun sidst havde siddet bag et ret. Men der var ingen trafikpropper eller svære sving som hun skulle navigere i – det var bare en lang, lige vej – og der var ingen trafik.

Vi var omgivet af grønne bjerge, lange strækninger af vand og vulkanske klipper med smukke vandfald, der gav os følelsen af at være midt i et filmstudie. De mest brugte ord på vores rejse til hotellet var ‘Wow’. ‘Nå, wow’ og ‘Åh Gud, hvor er det flot’! Den sidste sætning blev sagt, da vi stødte på vores første tunnel – omkring 5 km lang og mørk. Tunnelen tog os lige igennem midten af ​​et bjerg, og væggene var ikke flisebelagte men viste den rå bjergside frem. Det var ligesom at være med i en James Bond film.

De mest brugte ord på vores rejse til hotellet var ‘Wow’. ‘Nå, wow’ og ‘Åh Gud, hvor er det flot’

Da vi ankom til vores hotel, Hotel Foroyar omkring 45 minutter senere, begyndte tågen at tætne og vi kunne ikke se mere end en halv meter frem foran os. Mens tågen opløstes var det endnu ikke blevet mørkt – på dette tidspunkt af året så havde Færøerne kun omkring fem timers mørke – en helt speciel oplevelse.

Næste morgen, efter en dejlig nats søvn, spiste vi morgenmad. Vores hotel lå på en bakke og i rummet, hvor vi spiste morgenmad var der et kæmpe vindue med udsigt over hele byen. Det havde vi i hvert fald håbet på, men tågen var stadig meget tæt og det var umuligt at se noget. Vejret var lige så mystisk som naturen og landskabet omkring os. Det ene øjeblik oplevede vi den tætte tåge og i et sekund efter kom solen frem. Det en helt ubeskrivelig oplevelse at se, hvor omskifteligt, vejret på Færøerne er. Vi fik fortalt, at der ofte er tåget om morgenen og der indså vi, hvorfor løbet begyndte på det usædvanlige tidspunkt, nemlig klokken 13:00.

AFHENTE LØBENUMRE

At få fat i sit løbenummer kan være besværligt. Køer, kæmpe folkemængder og boder, der forsøger at sælge dig forskelligt løbetilbehør på hver side af en. Det oplevede vi ikke i Thorshavn. Vi fandt øens største indkøbscenter (lille), hvor numrene blev udleveret. Vi fik vores løbenumre utrolig hurtigt sammen med et flot halstørklæde og lidt chokolade. Vi spurgte kvinden, hvor mange mennesker, der deltog, “både dem, der løber 10 km, halvmaraton, og maraton? Omkring 700”, sagde hun. Omkring 39.300 færre end det sidste løb vi deltog i – London Maraton.

Afhentningen af løbenumre tog langt kortere tid, end vi havde forventet. Derfor besluttede vi os for at tage en tur rundt i byen, besøge de gamle parlamentsbygninger og husene omkring havnen. Det var fantastisk, men Thorshavn har flere bakker end det ser ud til. Vi indså efter et par timers gang, at det sandsynligvis ikke var den bedste måde at forberede sig løbet.

LØBSDAGEN

Selve dagen var fantastisk. Tågen lettede, og det var solrigt, lige omkring 20 grader – perfekt vejr til at løbe. Vi tog hen til byens centrum, hvor løbet startede. Der var ingen kø til toiletterne, og der stod kun et par hundrede mennesker samlet og hyggede sig (700 virkede som en overvurdering). Det var en venlig og international gruppe mennesker, vi skulle løbe med. Udover færøske deltagere mødte vi løbere fra Italien, Storbritannien, Danmark og endda Canada. Vi nåede at se de fleste på ruten, da man skulle løbe frem til en destination og tilbage igen.

Bang! Tiden gik i gang. Emma løb halvmaratonet og jeg løb maraton, men begge løb begyndte samtidigt. Løbet startede med to omgange rundt om byen, hvor man fik set de farverige træhuse, græstage, havnen og fiskerbådene. Vi passerede også et plejehjem, hvor beboerne var trukket udenfor med deres rullestole og sad og heppede med flag – det er det bedste publikum jeg endnu har oplevet.

Jeg har løbet over hele verden, men aldrig i sådan en fantastisk natur, havet på den ene side, klipper på den anden.

Efter omgangene rundt om byen, skulle vi ud på kystvejen. Og det var der, jeg virkelig begyndte at elske at løbe i Thorshavn. Jeg har løbet over hele verden, men aldrig i sådan en fantastisk natur, med havet på den ene side, klipper på den anden. Vi mødte fåreflokke, nød den friske luft og lyden fra brusende vandfald. På et tidspunkt var jeg nødt til at stoppe og sige til de frivillige, der bemandede vandstationerne at “dette er bare fantastisk!”. Det er det nærmeste du kan komme på offroad løb på en landevej.

Da vi havde løbet et halvt maraton og skulle til at vende om og løbe tilbage, var jeg ekstatisk. Ikke fordi, at vi nu var halvvejs, men fordi at jeg fik lov til at løbe endnu en tur i landskabet. Whoop, whoop. Den lykke varede dog ikke ved!

ØH, DER ER KÆMPE BAKKER!

Ruten gik ned langs med fjorden. Det var utrolig smukt, men også de hårdeste 8 km jeg har løbet længe. Der var modvind og kvæggitter for hver 100 meter (eller sådan føltes det i hvert fald). Mens nogle løb over kvæggitteret med lethed, havde jeg problemer, da jeg nogle uger forinden havde forstuvet min ankel. Jeg måtte derfor klamre mig på hegnet og hoppe – noget så yndefuldt.

Det føltes som en evighed, inden vi nåede vendepunktet, hvilket bogstaveligt talt var der, hvor vejen sluttede. Ikke engang de søde landsbybørn, der jublede eller verdens smukkeste eventyrkirke kunne få mine tanker væk fra smerten i min underkrop.

Heldigvis havde jeg vinden i ryggen på tilbagevejen.  Men da jeg kom til kystvejen, indså jeg, at – du kender alle de bakker, jeg løb ned af på ruten? Nu skulle jeg op af de selvsamme bakker på tilbagevejen.

Udover at være smukt, så er Thorshavn Maraton også hårdt, virkelig hårdt. Især for ben, der plejer at løbe på de flade gader i London. Der er omkring 700 meters stigning – på dette tidspunkt måtte jeg gå, spare lidt energi til sprinten til sidst.

Til sidst kunne jeg endelig se mållinjen. Da jeg krydsede linjen, fik jeg en stor medalje hængt om halsen. Den var formet som en økse. Emma, som var blevet færdig et par timer før jeg ramte mållinjen, lykønskede mig. Nu siger jeg tillykke, men det jeg i virkeligheden mener, er, at hun grinede, fordi jeg ikke engang kunne gå, efter jeg var stoppet med at løbe.

Efter løbet blev folk hængende og snakkede om deres løb over gratis fiskesuppe og drikkevarer. Det tog mig 20 minutter af komme ned ad trapperne. Ja, det var smertefuldt, men var det det værd? Helt bestemt! Ville jeg gøre det igen? Ja helt sikkert – Emma var kæmpe fan og havde allerede tilmeldt os næste års løb, da jeg kom over mållinjen. Til næste gang vil jeg dog øve mig i at løbe på bakker før løbet.

The next Tórshavn Marathon will be held on 7 June 2020. More information can be found here

LÆS FLERE GÆSTEARTIKLER

MERE INFORMATION OM TÓRSHAVN MARATHON