MYTEN OM KÓPAKONAN (SÆLKVINDEN)

Myten om Kópakonan (Sælkvinden) er en af ​​de mest kendte folkefortællinger på Færøerne.

På Færøerne troede man, at sæler var tidligere mennesker, som frivilligt havde søgt døden i havet. På årets 13. nat fik de lov til at komme på land, smide deres skind og more sig som mennesker – bare danse og nyde livet.

En ung landmand fra landsbyen Mikladalur på den nordlige ø Kalsø, spekulerede på om denne historie var sand. På årets 13. nat gik han derfor ned på stranden og ventede. Han så et stort antal sæler komme svømmende mod kysten. De klatrede op til stranden, smed deres skind og lagde dem omhyggeligt på klipperne.

Uden deres skind lignede de normale mennesker. Den unge mand stirrede på en smuk sælpige fra stedet, hvor han gemte sig.  der placerede hendes sælskind tæt på stedet, hvor han gemte sig. Han stjal sælskindet, da de begyndte at danse.

Sælmenneskene dansede og sang hele natten, men så snart solen begyndte at kigge ud mod horisonten og tog deres skind på, for at vende tilbage til havet. Sælpigen var meget ked af det, da hun ikke kunne finde hendes sælskind. Manden fra Mikladalur valgte at beholde sælskindet til trods for pigens desperate råb. Sælpigen var derfor nødsaget til at følge med manden til hans gård. Han tvang hende til at blive hos ham i mange år som hans kone og hun fødte ham mange børn. Han var hele tiden opmærksom på, at hun ikke kunne få fat i sælskindet. Derfor var det låst inde i en kiste og nøglen bar han altid i sit bælte.

FORSVINDEN

En dag, da han var ude og fiske med sine venner, indså han, at han havde efterladt nøglen derhjemme. Han sagde til sine venner: ‘I dag kommer jeg til at miste min kone!’ – og han forklarede, hvad der var sket. Mændene trak deres net op og roede tilbage til kysten så hurtigt som de kunne, men da de kom til gården, fandt de børnene alene og deres mor var væk. Manden vidste, at hun ikke ville komme tilbage, da hun havde slukket ilden og satte alle knive væk, så de ikke kunne komme til skade.

Så snart hun var kommet til kysten, havde hun lagt sig på sælskindet og var hoppet i vandet. Her ventede en hansæl stadig på hende – han havde elsket hende i alle disse år. Da hendes børn kom ned til stranden senere, svømmede en sæl forbi og kiggede mod land; Folk troede, at det var børnenes mor.

Så skete det en dag, at Mikladalur-mændene planlagde at gå dybt ind i en af ​​hulerne langs kysten for at jage de sæler, der boede der.

Natten, før de skulle jage, viste mandens sælkone sig i en drøm og sagde, at hvis han gik på sæljagt i hulen, skulle han sørge for, at han ikke dræbte den store hansæl, der ville være indgangen, for det var hendes mand. Han skulle heller ikke skade de to sælunger dybt inde i hulen, for de var hendes to unge sønner, og hun beskrev deres skind, så han ville genkende dem. Men manden hørte ikke på drømmebudskabet. Han sluttede sig til de andre på jagten, og de dræbte alle de sæler, de kunne finde. Da de kom hjem, blev fangsten opdelt, og for sin del modtog bonden den store hansæl og både de forreste og bageste luffer fra de to unge Natten, før de skulle jage, viste mandens sælkone sig i en drøm og sagde, at hvis han gik på sæljagt i hulen, skulle han sørge for, at han ikke dræbte den store hansæl, der ville være indgangen, for det var hendes mand. Han skulle heller ikke skade de to sælunger dybt inde i hulen, for de var hendes to unge sønner, og hun beskrev deres skind, så han ville genkende dem. Men manden hørte ikke på drømmebudskabet. Han sluttede sig til de andre på jagten, og de dræbte alle de sæler, de kunne finde. Da de kom hjem, blev fangsten opdelt, og for sin del modtog bonden den store hansæl og både de forreste og bageste luffer fra de to unge sæler.

HÅNDEN AF HÅREK OG FODEN AF FREDRIK

Om aftenen, da hovedet af den store sæl og lemmerne fra de små sæler var blevet tilberedt til middag, lød der et stort brag. Sælkvinden kom til syne i form af en skræmmende trold. Hun duftede til maden i skålene og råbte forbandelsen: ””Her ligger min mands hoved, hånden på Hárek og Fredriks fod! Nu skal der være hævn, hævn over Mikladalurs mænd, og nogle vil dø på havet og andre falde ned fra bjergtoppene, indtil der er så mange døde, som kan danne en cirkel rundt om hele Kalsø! ”

Da hun havde sagt disse ord, forsvandt hun med et brag og og blev aldrig set igen. Men stadig i dag, sker det desværre, at mænd fra landsbyen Mikladalur drukner til søs eller falder fra toppen af ​​klipperne. Det må derfor frygtes, at antallet af ofre endnu ikke er stort nok til, at hænderne fra de døde kan omfavne hele ​​Kalsø.

I denne kortfilm bliver Kópakonans historie fortalt (på færøsk og tekstet på dansk) i billeder:

En statue af Kópakonan blev rejst i Mikladalur i august 2014. Statuen er designet til at modstå 13 meter høje bølger. I begyndelsen af ​​2015 brusede en 11,5 meter høj bølge ind over statuen. Den rykkede sig ikke og der blev ikke forårsaget nogen skade. Se dette korte klip fra den særlig stormfulde dag i 2015!