SNÆBJØRN

Myter og legender har været en del færøernes fantasi i århundreder. Historier om jætter og hekse, konger og slag, skjulte mennesker og magiske væsner findes på alle 18 øer.

Disse myter og legender kan indeholde sandheder, der kan afsløre hemmelighederne bag vores gamle oprindelse. Dette er historien om Snæbjørn, en stærk og modig landarbejder på øen Suðuroy, der flygter op i bjergene efter at have begået en frygtelig forbrydelse.

Der var engang en rig bonde i Hvalba på øen Suðuroy, som havde en tjener ved navn Snæbjørn. Denne Snæbjørn var en usædvanlig stærk og modig mand, der var hurtig til fods og dygtig til at klatre op ad de stejleste klipper. Han var også en meget stolt mand, der aldrig var bange for at tale for sig selv og andre.

Blandt bøndernes tjenestefolk var der også en mælkepige, som boede i en lade, der lå langt fra de øvrige huse i landsbyen.

Snæbjørn og mælkepigen var kærester, og da det dengang ikke var tilladt for folk uden ejendom at gifte sig, udførte de deres kærlighedsaffære i hemmelighed i laden.

Livet gik fredeligt videre i landsbyen, men af og til kom dommeren og fogeden på besøg i Hvalba for at udføre deres retslige opgaver.

Da dommeren var der, fik han serveret et måltid af unge duer, som var en sjælden delikatesse, da det var svært at få fat i dem. Men til dette særlige måltid var Snæbjørn kravlet op i en bestemt hule, højt oppe på en klippe, hvor ingen andre turde gå hen. Så næste gang dommeren kom til Hvalba, bad han bonden om at beordre sin tjener til at hente nogle duer til middag til ham. Snæbjørn nægtede imidlertid at gå. Han ville ikke sendes af sted som en lydig hund.

En tid efter denne hændelse besøgte et hollandsk skib, lastet med silke, porcelæn og andre luksusvarer, og ankrede op i Hvalba. Det var strengt forbudt at købe noget fra udenlandske skibe, der ikke var forbundet med det kongelige danske handelskompagni, men Snæbjørn, der ikke var bange for nogen autoritet, gik ombord på skibet og købte fire silketørklæder til sin elskede, mælkepigen.

Næste gang dommeren og fogeden kom til Hvalba, retsforfulgte de Snæbjørn for at have købt disse tørklæder, og han blev dømt til at afsone fire års fængsel på den danske fængselsø Bremerholm. Denne dom gjorde Snæbjørn så vred, at han slog dommeren med en stok, men ramte ved et uheld fogeden i stedet, som faldt død om på stedet.

Snæbjørn flygtede mod bjergene, og selv om mange mænd forsøgte at indhente ham, var han for hurtig og kendte bjergskråninger, kløfter og slugter så indgående, at de måtte opgive at lede efter ham.

Selv om myndighederne var efter ham, hjalp mange folk fra landsbyen ham med tøj og mad og advarede ham, hvis eftersøgningshold var på vej ud for at finde ham. Han besøgte også ofte sin elskede i laden, som nu var gravid.

I tre år levede Snæbjørn som fredløs i bjergene og sov i huler og på klippefremspring, hvor det var umuligt for andre at klatre op. Han blev aldrig længe på det samme sted, men flyttede fra den sydlige til den nordlige del af øen, alt efter vejrforholdene og hvor det var sikrest for ham at gemme sig.

I dag kan vi følge i hans fodspor ved at besøge de steder, der stadig er opkaldt efter ham. Det drejer sig bl.a. om Snæbjørns hytte, Snæbjørns grotte og Snæbjørns afsats.

Men livet i de barske, færøske bjerge var noget af en udfordring, selv for en stærk og modig mand som Snæbjørn, og da et skib en vinternat besøgte Hvalba, lykkedes det Snæbjørn at komme om bord og sejle væk. Han blev aldrig set igen på Færøerne.

Det siges dog, at nogen år senere fik øje på ham, da han boede på Shetlandsøerne.

I mellemtiden lykkedes det mælkepigen at gemme sin søn, afkommet af hendes kærlighedsaffære med Snæbjørn, i laden, indtil han en dag blev set lege på sandstranden blandt de andre børn. Da han blev spurgt, hvem han var, var det eneste svar, han ville give: "Jeg er min mors søn."

Folk fandt snart ud af, at han var søn af Snæbjørn og mælkepigen, og da han var en så velopdragen og sund dreng, blev han accepteret i landsbyen.

Drengen hed Jakob, og han voksede op og blev en mand, lige så stærk og modig som sin far. Men han havde en helt særlig evne. Han kunne se og tale med de magiske væsner, som vi kalder "huldufolk" - eller skjulte mennesker. En dag, da Jacob var sammen med sin hund og passede får i marken, så han en mand komme hen imod ham. Denne mand havde også sin hund med sig, og da han kom tættere på, så Jakob, at han var et af de skjulte folk - et hulderfolk. De to hunde begyndte at slås, og Jakobs hund bed den hedenske hund så slemt, at den døde. Nu blev huldermanden vred og angreb Jakob. De kæmpede i et stykke tid, og det lykkedes Jakob at slæbe huldermanden ned ad bjergsiden, indtil kirken var synlig. Synet af kirken fik hedningemanden til at miste sin magt, og det lykkedes Jakob at vælte ham. Da det gik op for ham, at han var ved at tabe, tiggede han om sit liv og lovede Jakob, at hvis han skånede ham, ville han give ham tre store gaver. Hvert år ville en enøjet hval og en stor træstamme strande på stranden, og den tredje gave var en stor hvid fugl, som ville slå sig ned på øen Mykines, som var hans mors fødested. Der var en betingelse: Ingen i landsbyen måtte tale dårligt om disse gaver, ellers ville de forsvinde.

Med dette løfte befriede Jakob huldermanden, og det følgende år kom der en træstamme og en hval og en hvid fugl, kendt som sulten, som slog sig ned på hans mors fødeø. Men folk glemte snart det løfte, som Jakob havde givet huldermanden, og talte dårligt om træet, idet de sagde, at det var for krumt og ubrugeligt, og derfor forsvandt det. Men den store enøjede hval kommer stadig hvert år til Hvalba, og suler bor stadig på Mykines, og den dag i dag taler ingen dårligt om disse dyrebare gaver fra Jakob og huldermanden.

Denne version af den kendte historie om Snæbjørn er skrevet af Ria Tórgarð og læst af Petur Meinhard Ellebye Andersen. Lydproduktion af Finnur Hansen.

MORE MYTHS AND LEGENDS