I sommerens skarpe, kontrastfyldte lys eller om vinteren, når fjeldene og skråningerne er sorte og hvide med sne, kan man få den tanke, at naturen selv har skabt de største arkitektoniske værker på Færøerne.

Set i det perspektiv eksisterer huse og bygninger nærmest ikke, og du må bruge din fantasis kikkert for at få øje på menneskeskabte konstruktioner i dette overvældende skulpturelle landskab.

Vi kender vikingernes langhuse fra udgravninger. Langhusene havde typisk en række udehuse, der var indrettet til landmænd og fiskere. Husene blev bygget af sten og tørv med tunge græstage, der blev båret af trækonstruktioner af drivtømmer, som blev rammet ned i jorden som beskyttelse mod det voldsomme vejr. Det betød, at huset var kamufleret i landskabet og dårligt kunne skelnes fra de omkringliggende marker, medmindre man opdagede røgen, der steg op fra hovedhuset.

KLASSISKE HUSE

Byggeriet fortsatte og med tiden blev de isolerede gårde til små landsbyer, og senere, da fiskeri blev hovederhvervet, blev der grundlagt landsbyer uafhængigt af landbruget og landmændene. I slutningen af det 19. århundrede dukkede en ny slags huse op. Fiskerens klassiske hus, som var bygget af tjæret brunt eller sort træ med hvidmalede vinduer og vindskeder, men stadig med et tungt græstag og bygget på et nyt boligelement: den hvidkalkede kælder, som var bygget af sten fra nærliggende marker. Nu havde husene løftet sig op fra jorden og stod som selvstændige bygninger, selvom de var bygget af samme materialer, efter samme dimensioner og malet på samme måde.

I takt med at velstanden steg, blev husene erstattet med større boliger med høj loftsetage og udskårne detaljer, men nu med bølgeblik for at beskytte bræddevæggen. Denne beskyttelse krævede maling hvert andet år, og det betød, at husene nu skilte sig ud fra landskabet, det var op til ejeren at vælge, hvilken farve maling, der skulle bruges. Husenes nye farver og udtryk er tidligere blevet beskrevet som et kulturelt tab, og fortidens karakteristiske ensartethed er i dag helt forsvundet. Med tiden er de forskelligfarvede huse blevet et symbol på den varme og munterhed, som kendetegner de færøske landsbyer. Det kommer særligt til udtryk, når solen endelig bryder igennem efter en lang periode med mørke og regn.

ELEGANTE TRÆKIRKER

Kunstnerisk arkitektur er ikke så almindelig på Færøerne, men der er smukke og forbløffende bygninger, og de mest seværdige er uden tvivl de gamle trækirker, der blev bygget i årene mellem 1830 og 1850. Selvom de er beskedne i størrelse, adskiller kirkerne sig fra andre huse i landsbyerne med deres hvidkalkede fundamenter, sorttjærede brædder, hvide vinduer og det karakteristiske hvide klokketårn på det grønne græstag.

Indvendig finder man et skatkammer af detaljeret træskærerarbejde i umalet, slebet fyrretræ. Udsmykningen er enkel, men elegant. Bjælker og sammenføjninger er utildækkede, og hver eneste detalje viser særlige træk eller specielle udskæringer, hvilket tydeligst ses i korafskærmningen, der er skåret i et gitterværk af forskellige figurer; kors, hjerter, klokker, bølger og livets træ, sågar violiner – et særsyn på Færøerne dengang – og så fint skåret, at man næsten kan høre himmelsk musik strømme ud fra koret og ned til synderne, der sidder på de hårde bænke i kirkeskibet.

Landsbyens kirker blev bygget af lokale håndværkere i den gamle stil med et indre træhus omgivet af en skal af sten, som en snegl, der er beskyttet af et stenhus. I dette land uden træer var tømmer kostbart og sjældent, men lidt efter lidt kravlede sneglen ud af sit hus, og
alt var forandret, men ingen spurgte om arkitekter. De tilhører en anden epoke, de første færøske arkitekter blev uddannet i København i begyndelsen af det 20. århundrede. Den mest kendte er H.C.W. Tórgarð med bygninger som den katolske kirke og tilhørende skole og teaterbygningen i Thorshavn og senere J.P. Gregoriussen med posthuset i Klaksvig og kunstmuseet i Thorshavn.

ARKITEKTUREN I MODERNE TIDER

I de sidste 50 år er hovedstaden hastigt vokset, og kommunen har ca. 20.000 indbygger, som er ca. 40% af den færøske befolkning. Denne vækst har medført aktiv byplanlægning og resulteret i projekter, som virkelig kan betegnes som specielle – og ikke kun i færøsk sammenhæng. Et af dem er en lang række sammenhængende huse på toppen af klippekammen Inni á Gøta ved indkørslen til Thorshavn mod nord. Hvordan kunne man tilgodese de stærke ønsker om individuelle udtryk sammen med et koncept af tæt byggeri, læ og godt nabolag. Svaret fandtes ved at lade hver enkelt bygge sit eget hus i en stærk struktur, der var bygget på forhånd. Ideen var at sammensmelte fortidens enhed med nutidens forskellighed og lade den enkelt boligbygger være sin egen arkitekt.

De mangefarvede bygninger er blevet en arkitektonisk milepæl og en turistattraktion for mange besøgende, der gæster Færøerne.

LÆS MER