Tekst og billeder af Chris og Freya fra The Sandy Feet.

Det er få steder på Færøerne, der er lige så betagende som der, hvor vandfaldet, Múlafossur, bruser ud i Atlanterhavet eller Sørvágsvatn.

Det er uden tvivl mystikken, der gør denne oplevelse til noget særligt, men i et land med høje klipper, små skjulte landsbyer og unikke bjergtoppe, der er formet af naturen gennem århundreder, så er vandfaldet langt fra det eneste, der definerer øerne.

I dette fjerne og vindblæste hjørne af verden, venter skønhed rundt om hvert et hjørne.

Vi satte os for at opleve en anden side af Færøerne. De steder man normalt ikke finder som turist og som endnu ikke kan opleves på de sociale medier. Målet var at finde de særlige steder, som fortjener at blive anerkendt, ligesom de mest besøgte destinationer.

TAG PÅ OPDAGELSE I HÚSAVÍK PÅ SANDØ

På vores første dag på Færøerne var det oplagt at tage tilbage til det sted, som havde betaget os mest ved vores første besøg.

Sandø, der er en let dagstur fra Thorshavn, har slet ikke lige så mange besøgende som nabobyerne. På denne påskefredag betød det, at vi havde vejene for os selv.

På turen forbi Skopen (den nordligste bygd på Sandø) befandt vi os i en overflod af smuk natur med maleriske hytter og vidunderlige søer.

Da vi kørte videre langs kysten, så vi det turkisblå hav piske ind mod klipperne, fornemmede, hvordan hundredevis af måger flokkede omkring os og mellem haglbyger og solstrejf, kunne vi skimte den charmerende landsby, Husavík, på Sandøs sydøstlige hjørne.

Ved første øjekast ser man en blanding af forskelligfarvede huse, der er tætpakkede omkring kysten – alene det syn gør byen et besøg værd, men det som virkelig fangede vores opmærksomhed var klyngerne af stenhytter ved stranden. De vindblæste og slidte græstage blendede perfekt ind i landskabet.

Historien går på, at husene ved stranden er resterne af den gård, der tilhørte The Lady of Húsavik – en frygtelig kvinde med en stor formue, der engang ejede næsten hele byen.

DEN LILLE SKOV PÅ KUNØ

Flotte landsbyer langs kysten er ikke en mangelvare på Færøerne. jeg synes dog, at Kunø er noget helt særligt. Kunø ligger lige ned til havet og har udsigt til den smukke ø, Kalsø.

Vi kørte gennem Kunø bygd – en lille by med hyggelige gader, hvidkalkede huse og farverige tage, men der gik ikke længe før vi var tilbage i det færøske landskab uden for byen – omgivet af gyldne marker og lav-dækkede stenmure.

Vi var kørt til øen for at finde Viðarlundin (dansk: den lille skov) i Kunø – et sjældent syn i et ellers ufrugtbart landskab. Selvom den lille skov forvandler sig til et frodigt og grønt område i sommerhalvåret, så var skoven stadig et vinterlandskab med nøgne træer, da vi besøgte den sidst i marts.

Efter besøget i skoven, besluttede os for at sejle over floden og fortsætte gennem de safranfarvede græsmarker, hvor vi indåndede den velkendte, friske bjergluft. Det fantastiske landskab, der ligger helt skjult fra vejene, er et syn, vi ikke glemmer lige foreløbigt.

DEN GEMTE STRAND VED FJALLAVATN

Nogle upræcise vejanvisninger og en skjult strand, tegnet ind på kortet var alt, hvad vi havde, da vi satte os for at udforske vildmarken omkring Fjallavatn – Færøernes næststørste sø, der ligger i den nordlige del af Vågø. Til trods for, at vi fandt nogle fantastiske bjergkøreture på Færøerne, bliver vi gang på gang mindet om, at de bedste steder på øerne opleves til fods.

Da solen atter tittede frem, tog vi afsted i Vågøs bakkede vildmark. Her kørte vi gennem frodige, honningfarvede marker og tog turen over de iskolde floder på vej mod Fjallavatn.

Mellem snebeklædte bjergtoppe, kunne vi skimte den store, gyldne sø, der var i færd med at bryde vinterens forbandelse. Langs søen lå der kun få hytter – langt fra hinanden og midt i den færøske vildmark.

Langs kystlinjen begyndte skyerne at tætne og vinden tog til. I horisonten dukkede en spektakulær kystlinje op og vi vidste, at det ikke længere var en mulighed at vende om.

Smukke åer af smeltevand vævede sig gennem det gyldne landskab på deres rejse ud til havet. Da vi gik på græsset, omsluttede det vores støvler og dækkede dem med frostens perler, mens temperaturerne fortsatte med at falde.

Efter et sidste spring over floden og en kort opadstigning, stod vi på klippens kant. Herfra kunne vi se den skjulte, sorte strand nedenfor. Vi kunne lige ane en samling huse i horisonten, men de blev hurtigt skjult af mørke skyer, der bevægede sig mod os. Husene tilhørte den forladte landsby, Víkar.

Da stormen tog til og regnen prikke som nåle i vores ansigter, vidste vi, at det var tid til at vende om. Under vores tykke lag af tørklæder og vinterjakker kunne vi ikke tørre smilene af vores ansigter. Vi var nemlig overbeviste om, at vi lige havde snublet over et af de smukkeste steder på øerne, og vi nød at have det helt for os selv!

SÆTTE FOD PÅ DEN SYDLIGE Ø, SUDERØ

For os er Suderø forbundet med en mystik, som ikke findes på nogle af de andre øer, vi har besøgt. Alligevel er øen en af de mindst besøgte på Færøerne.

Selvom vi har besøgt Suderø flere gange, så føles det altid som om, det er første gang. Hvert et sving på vejen var overraskende og hvert en udsigt var en unik fotomulighed.

Da vi gik ved siden af ​Fyrtårnet, Akraberg, og stod og kiggede ud over Atlanterhavet, vandrede en af de lokale op til os med bredt smil. “Vidste I, at denne ø er den smukkeste af alle øerne?,” spurgte han, mens han kastede en spand med foder til fårene.

Efter gårsdagens hagl og tåge var vi noget skeptiske overfor den lokale mands udsagn. Men da vi vågnede på turens sidste dag og så ud over den lille landsby, Sumba, indså vi, at han havde ret. Her kunne vi se, hvordan morgensolen skinnede ned på det snedækkede landskab og følge den smalle, snoede bjergvej gennem landskabet.

Vi drog ud i den friske sne og fulgte varderne i jagten på den 57 meter høje, fritstående klippe, Ásmundarstakkur, der ligger på øens nordvestlige kyst. I løbet af dagen oplevede vi både de farverige landsbyer i nord og de naturskønne kyststrækninger i syd. Men det viste sig, at øen havde gemt det bedste til sidst.

Det blændende sollys smeltede sneen og en sort vej kom til syne – den ledte mod øens højeste punkt, og det var her på Beinisvørð, at vi oplevede noget, der er svært at beskrive med ord. Det fantastiske syn tvang os til at lægge vores kameraer og stoppe op et øjeblik for at nyde udsigten fuldt ud.

Mod øst kunne vi se den spektakulære, ubeboede ø, Lítla Dímun, med sin aura af mystik og unikke landskab. Foran os så vi Suderøs opsigtvækkende og smukke strækninger, som var malet med hvide og mørkegrå penselstrøg, lige midt i det stormfulde hav.

Det voldsomme vejr havde muligvis forhindret os i at se så meget af øen, som vi havde håbet på. Alligevel sad vi her. På øens højeste punkt med en varm følelse i kroppen. Suderø er et sted, vi helt sikkert kommer til at se igen.

Billeder fra alle fire placeringer kan ses øverst på siden.

ANDRE GÆSTEARTIKLER